August bød på flere album og ep’er, der ikke bare krævede et hurtigt gennemlyt, men som blev ved med at åbne sig. Fra Phoebe Bridgers’ længe ventede comeback til Milles markante stilskifte og L’Rains rastløse genreopløsning var det en måned, hvor flere kunstnere ramte noget mere interessant end bare det velfungerende.
Phoebe Bridgers’ Lost Weekend er et godt sted at begynde. Det er hendes første soloalbum i seks år, og tyngden i sangene – om død, breakup og stormende forelskelse – føles ikke som pynt, men som selve motoren i pladen. Ifølge kildeteksten er det et album, der vokser med tiden, og det giver mening: den slags sangskrivning lever sjældent af øjeblikkelig effekt alene.
Mille er til gengæld allerede tilbage, selv om der kun er gået et halvt år siden debutalbummet. Værd at elske beskrives som både bedre og tydeligt anderledes: mørkere, mere støjende og til tider næsten hyperpop. Det interessante her er ikke bare tempoet i udgivelserne, men at hun så hurtigt virker villig til at pille ved sit eget udtryk. Duetten Cirkler med Wicky fremhæves som et af højdepunkterne.
L’Rain står for månedens mest eventyrlystne album. Fata Morgana bliver beskrevet som både spøgelsesagtigt og fysisk insisterende – et værk, der hele tiden skifter form uden at miste grebet om lytteren. Når et album kan bevæge sig fra støjrock til free jazz og videre til r’n’b-associationer uden at virke som en øvelse, er der som regel noget på spil. Her lyder det som netop den slags plade, man bliver hængende i.
Westside Cowboy går en anden vej på It Goes On. Manchester-bandet har været omgærdet af hype, men debutalbummet beskrives som overraskende afdæmpet. Det behøver ikke være en svaghed. Tværtimod peger kilden på, at kvartetten finder sin styrke i det intime og i spændet mellem deres egen “britainicana” og mere klassisk indierock.
GB – alias tidligere Pardans-frontmand Gustav Berntsen – rammer en stærk dobbelthed på Herzsprung. Allerede titlen peger mod både forelskelse og hjertesorg, og musikken placeres tilsvarende mellem lys rock og pludselige indbrud af støj, jazzet perkussion og uro. Det lyder som et album, der lever af kontraster frem for ren forløsning.
Lil Uzi Vert runder listen af med Maverick “Almost Forever”, en ep der ifølge kilden markerer et comeback i storform. Den maniske energi fremhæves som det afgørende, og samtidig antydes det, at udgivelsen kan være optakt til mere. Det er i hvert fald sjældent et dårligt tegn, når en kunstner igen lyder som en, der har noget på hjerte – og fart i kroppen.
Samlet set var august en måned, hvor både etablerede navne og nyere kunstnere leverede udgivelser med tydelig retning. Ikke nødvendigvis de mest larmende plader, men flere af dem, man får lyst til at vende tilbage til.
