Damien Lewis har sat ord på det soundtrack, der har fulgt ham gennem livet, og listen siger en hel del om både hans generation, hans musiksmag og den vej, der senere også førte ham ind i musikken som udøvende artist. Fra Elvis Presleys tidlige Sun-indspilninger til Elton John, Talk Talk og The Beatles tegner han et portræt af et musikliv, der er præget af klassisk rock, 80’er-pop og stærke personlige minder.
Lewis fortæller, at den første sang, han husker at have hørt, var Elvis Presleys “Mystery Train”. Han beskriver, hvordan han som barn blev grebet af Elvis’ måde at holde guitaren på og den næsten percussive energi i spillet. Begejstringen satte sig så dybt, at han mange år senere rejste rundt i Europa på motorcykel med telt og guitar og spillede på gaden.
Det første album, han selv købte, var Blondies Autoamerican fra 1980, købt i pladebutikken Our Price på Finchley Road i Nordlondon. Her fremhæver han især pladens genrebrede udtryk og Debbie Harrys udstråling. Senere oplevede han også Blondie live ved et privat arrangement i New York, hvor også Kanye West var til stede.
Queen på Wembley og Beatles i barndomshjemmet
Den første koncertoplevelse kom i stor skala: Queen på Wembley Stadium i 1986 med INXS som opvarmning. Lewis var omkring 17 år gammel, og koncerten kom kort efter Queens ikoniske Live Aid-optræden. Det er svært ikke at læse den oplevelse som et klassisk dannelsesøjeblik for en britisk musikfan fra den periode – stadionrock på sit højeste, med Freddie Mercury i absolut topform.
Når tankerne går hjemad, er det The Beatles’ “Eleanor Rigby”, der står stærkest. Lewis forbinder sangen med teenageårene i London, hvor han og hans yngre bror lyttede til Beatles øverst i huset, mens de så ud på grå, regnvåde himle. Det er en meget britisk erindring, og “Eleanor Rigby” giver god mening som nøglesang: melodisk skønhed, social ensomhed og den særlige melankoli, som McCartney så præcist kunne skrive frem.
Lewis fortæller også, at han siden har mødt Paul McCartney ved en politisk fest, hvor de så det amerikanske valg på tv. Mødet gjorde tydeligvis stort indtryk på ham, ikke mindst fordi McCartney genkendte ham fra fjernsynet.
Bowie, Stones og minderne om Helen McCrory
Hvis han selv kunne have skrevet én sang, ville valget falde på David Bowies “Heroes”, som han beskriver som triumferende, euforisk og uafbrudt brillant fra første tone. Det passer godt ind i resten af hans musikalske pejlemærker: store, karakterfulde sange med både patos og kant. Han nævner også Bowies Hunky Dory som det andet album, han nogensinde ejede.
Blandt de sange, der bliver hængende i hovedet, peger han på Rolling Stones-nummeret “Little T&A”, mens Jive Bunny And The Mastermixers’ “Swing the Mood” er den sang, han ikke længere kan holde ud at høre. Forklaringen er egentlig ret morsom: Som ung gik han til rockabilly-aftener, og Jive Bunny reducerede ifølge ham de elskede rock’n’roll-originaler til korte bidder i en novelty-medley, der siden var umulig at slippe for i radioen.
Den mest rørende passage handler om The Weepies’ “Gotta Have You”, som minder ham om tiden i Los Angeles med hans afdøde hustru Helen McCrory og deres små børn. Her bliver musik ikke bare smag, men hukommelse i sin mest direkte form. Til gengæld er stemningen lettere, når han fortæller, at hans foretrukne karaokevalg er Elton Johns “Saturday Night’s Alright for Fighting” – en sang, der endda skaffede ham en flaske champagne ved en karaokeaften i Fulham Broadway.
Som afslutning peger Lewis på Talk Talks “It’s My Life” som den sang, han gerne vil have spillet ved sin begravelse. Det er et valg, der både rammer 80’er-referencen og den lidt storladne, følelsesladede tone, som også går igen i flere af hans andre valg.
Damien Lewis’ britiske turné begynder 2. oktober, og albummet Sweet Chaos er ude nu.
