Starsailor henter et af de stærkere britiske debutalbum fra begyndelsen af 00’erne frem igen. Bandet har annonceret en 25-års jubilæumsudgave af Love Is Here, som udkommer 2. oktober via Parlophone i en ny remastereret version med bonusmateriale og hidtil uudgivne optagelser.
Albummet blev oprindeligt indspillet i Rockfield Studios i Wales med producer Steve Osborne og udkom i oktober 2001. Siden har Love Is Here solgt over en million eksemplarer på verdensplan og ifølge de oplyste tal samlet mere end 56 millioner streams på Spotify. Den nye udgave er remastereret af Geoff Pesche i Abbey Road Studios.
Det er et album, der stadig står ret rankt i den britiske post-Britpop-periode. Ikke fordi Starsailor lød som tidens mest højtråbende navn, men fordi James Walsh og co. havde en sangskrivning, der turde være både skrøbelig, melodisk og alvorlig uden at miste grebet om popformatet.
Vinyl, dobbelt-cd og uudgivne optagelser
Jubilæumsudgaven kommer både på vinyl og som dobbelt-cd. Vinylversionen får gatefold-omslag og bliver for første gang tilgængelig på farvet vinyl. Cd-udgaven udvider pakken med alternative live- og sessionsoptagelser fra BBC, bonusnumre, livebilleder og nye erindringer fra forsanger James Walsh.
Blandt ekstranumrene er tidligere uudgivne David Kosten-mix af “Fever” og “Love Is Here”, originale demoer af “Good Souls” og “Poor Misguided Fool” samt bandets version af “All Or Nothing” fra War Child/NME-udgivelsen 1Love fra 2002.
Anden disc har titlen Love Is Here Live At The BBC og samler ikke tidligere udgivne performances fra blandt andet Glastonbury, T In The Park, Later… With Jools Holland, Top Of The Pops, Lamacq Live og Jo Whileys Live Lounge. Det er den slags arkivmateriale, der faktisk giver mening i en jubilæumsudgivelse, fordi det viser, hvor hurtigt sangene fandt deres liveform.
Jubilæumsturné med strygerensemble
Genudgivelsen falder sammen med en britisk og europæisk turné, hvor Starsailor spiller Love Is Here i fuld længde. Koncerterne får desuden selskab af et strygerensemble arrangeret og dirigeret af Joe Duddell, som tidligere har arbejdet med blandt andre New Order, Elbow, James og Richard Hawley.
Turnéen begynder i London Palladium 2. oktober 2026 – samme dag som genudgivelsen lander – og fortsætter derefter til blandt andet Bexhill, Utrecht, Brugge, Turnhout, Hasselt og Bern, før bandet vender tilbage til Storbritannien med koncerter i Edinburgh, Manchester, Poole og Birmingham senere på måneden.
Det er værd at bemærke, at Love Is Here allerede fik en 20-års jubilæumsudgave i 2021. Denne gang virker fokus dog mere arkivorienteret, især med BBC-materialet og de uudgivne mix. Samtidig har bandet allerede meldt ud, at de vil begynde arbejdet på deres syvende studiealbum efter jubilæumskoncerterne. Seneste studiealbum var Where The Wild Things Grow fra 2024.
Hør Starsailor på Spotify
Konteksten omkring albummet
Da James Walsh i 2021 så tilbage på albummets plads i den tidlige 00’er-scene, sagde han til NME: “I love The Strokes, but there’s a perception music fans needed this injection of life.” Han afviste samtidig forestillingen om, at Starsailor blot var et mellemspil før garagebølgen for alvor tog over.
Han tilføjede: “But I remember our gigs and it was exciting to be part of the New Acoustic Movement with Turin Brakes and Coldplay.” Det er en ret præcis påmindelse om, at perioden var bredere og mere nuanceret, end den ofte bliver reduceret til i eftertidens rockhistorie.



