Der findes stemmer, som straks sætter et helt kulturelt bagkatalog i gang. Ghita Nørbys er en af dem. Ikke bare fordi den er genkendelig, men fordi den i dansk sammenhæng nærmest fungerer som et nationalt lydspor i sig selv. Derfor er det også en usædvanligt velvalgt idé, at Hugorm har hentet hende ind på titelsangen fra det kommende album Hugget i sten.
På nummeret optræder Nørby ikke som pynt eller kuriosum. Hun bruges som symbol, kontrast og autoritet på én gang. Når hun med sin karakteristisk præcise diktion reciterer linjer om Lykke Per og Janteloven, får sangens optagethed af danskhed straks mere vægt. Det er et greb, der både er oplagt og en lille smule frækt. For Hugorm nøjes ikke med at citere nationale forestillinger – de lader en af landets mest ikoniske stemmer legemliggøre dem.
Musikalsk er sangen præcis så voldsom, som man kunne forvente af Hugorm. Trommerne pumper hårdt, produktionen presser sig frem, og Simon Kvamms vokal går efter maksimal intensitet. Bandet har længe haft en forkærlighed for det bombastiske, og for nogle lyttere kan det tippe over i det overgjorte. Det gælder også her. Hugget i sten kommer ikke listende – den sparker døren ind.
Et nummer, der vinder på sin overdrivelse
Netop derfor fungerer samarbejdet med Ghita Nørby så godt. Sangen bliver ikke mindre storladen af hendes medvirken – tværtimod. Den bliver endnu mere teatralsk, endnu mere selvbevidst og faktisk også sjovere. Hugorm går så helhjertet ind i det voldsomme udtryk, at man næsten må acceptere præmissen. Det har et strejf af camp, men uden at sangen mister sin alvor helt.
Simon Kvamm har ifølge omtalen af projektet peget på debatten om åndelig oprustning som en inspirationskilde til det kommende album. Det gør selvfølgelig sangens tematik interessant. Når en så folkelig og erfaren sangskriver tager fat i identitet, nationalfølelse og dansk selvforståelse, er forventningen også, at der kommer lidt mere modhager med.
Det er så her, Hugget i sten ikke helt går hele vejen. Sangen kredser om danskhed med referencer til Lykke Per, Janteloven og markeringen af ikke at være amerikaner, men den bliver mere konstaterende end for alvor udfordrende. Der ligger et større og mere provokerende nummer gemt i idéen, end det Hugorm faktisk folder ud her.
Ghita Nørby er sangens genistreg
Alligevel står nummeret stærkt, fordi den centrale idé er så præcis. Ghita Nørby tilfører noget, som ingen produktion, ingen guitar og ingen smart tekstlinje kunne have leveret alene. Hun giver sangen kulturel tyngde, ironi og varme på samme tid. Det er ikke bare et gæsteindslag – det er selve nøglen til, at nummeret hæver sig over at være endnu en højtråbende Hugorm-single.
Man kan stadig mene, at bandet spiller lige lovlig hårdt på alle følelses- og effektpedaler. Men når resultatet er så bevidst, så sært og så dansk i sit udtryk, er det svært ikke at overgive sig lidt. Nogle gange er det mest geniale ganske enkelt at skrue endnu mere op for det, man i forvejen gør for meget.
