Der findes efterhånden flere versioner af Charli XCX, end de fleste popstjerner når at opfinde i en hel karriere. Hun er gået fra skæv internetpop og major label-friktion til hyperpop-pioner og videre til et niveau af superstjernestatus, hvor selv folk langt uden for popnørdernes kredse kender navnet. Netop derfor giver det mening at gøre status over et katalog, der allerede er usædvanligt omskifteligt – og som ovenikøbet er blevet udvidet markant de senere år.
Her er Charli XCX’s soloudgivelser rangeret fra værst til bedst. Ep’er er ikke medtaget, og remix-udgivelsen Brat and It’s Completely Different but Also Still Brat er også udeladt.
Fra det svageste led til den første store genistreg
På sidstepladsen ligger Sucker fra 2015. Det er ikke et dårligt album, men det er det mest anonyme i hendes katalog. Hvor Charli ellers næsten altid har haft en særlig sans for skæve produktioner og kant i sit popudtryk, lyder Sucker ofte som et forsøg på at presse hende ind i en mere ordinær poprock-formel. Der er stadig stærke singler, især “Break the Rules”, men albummet føles mere som et kompromis end som en kunstnerisk nødvendighed.
Number 1 Angel følger efter som et vigtigt, men lidt ujævnt mellemkapitel. Mixtapet dokumenterer en kunstner i overgang mellem mere traditionel popsangskrivning og den maskinelle, futuristiske lyd, hun for alvor kom til at definere sammen med Sophie og kredsen omkring PC Music. Der er klare højdepunkter, men helheden bliver overgået af det, hun kort efter leverede andetsteds.
Crash fra 2022 er mere konventionelt, men også mere præcist udført. Charli leger her bevidst med rollen som “sell-out”-popstjerne og bruger mainstream-poppen som både æstetik og kommentar. Det er ikke hendes mest eventyrlystne album, men det er et bevis på, hvor effektiv hun kan være, når hun skriver direkte mod hitformatet.
Midterfeltet viser, hvor bred hun faktisk er
Charli fra 2019 er på mange måder kulminationen på hendes første hyperpop-fase, men også et album, der stritter i mange retninger. Når det rammer, rammer det hårdt – især i de mere melankolske sange, hvor hun kobler futuristisk produktion med følelsesmæssig tyngde. Men albummet er også lidt ujævnt, netop fordi det vil så meget på én gang.
True Romance står stadig som en stærk debut. Her er mørke, længsel og en næsten gotisk popfornemmelse, som allerede tidligt viste, at Charli XCX ikke tænkte som en almindelig radiopopartist. Sange som “Nuclear Seasons” og “You (Ha Ha Ha)” peger tilbage på 10’ernes alternative popundergrund, men albummet har stadig sin egen identitet.
De to nyere udgivelser Wuthering Heights og Music, Fashion, Film placerer sig højt, fordi de viser, hvor langt hun kan strække sit udtryk uden at miste sig selv. Førstnævnte beskrives som et strygerbåret, litterært og kuldslået værk om kærlighed, besættelse og opløsning. Sidstnævnte tager fat i en mere guitardrevet og forvredet rocklyd, men uden at blive nostalgisk. Begge udgivelser virker som beviser på, at Charli stadig nægter at stå stille.
Toppen: der, hvor Charli XCX ændrede popmusikken
How I’m Feeling Now fra 2020 lander lige uden for podiet. Albummet blev skabt hurtigt under corona-nedlukningen, men lyder ikke som en nødløsning. Tværtimod står det i dag som et af periodens stærkeste musikalske dokumenter – intimt, digitalt og mærkeligt rørende i sin måde at omsætte isolation til popmusik.
Brat tager andenpladsen. Ikke kun fordi albummet blev et kulturelt fænomen, men fordi musikken faktisk kunne bære hele den bølge, der fulgte med. Charli XCX formåede her at gøre popindustri, selvfremstilling, klubkultur og følelsesmæssig uro til ét samlet værk. Det er sjældent, at et album både føles som tidsånd og som stærk pop i sig selv, men det lykkedes her.
På førstepladsen står Pop 2. Det er stadig den udgivelse, hvor Charli XCX mest overbevisende forener det syntetiske og det menneskelige. Mixtapet lyder fortsat som noget, popmusikken endnu ikke helt har indhentet. Med gæster på kryds og tværs, ekstreme produktioner og en mærkelig blanding af kulde, længsel og fællesskab er Pop 2 stadig hendes mest visionære udgivelse – og det klare højdepunkt i et katalog, der allerede er blandt de mest spændende i moderne pop.
