Royal Arena er ikke et sted, der automatisk klæder enhver dansk artist. Hallen er stor, kølig og nådesløs mod koncerter, der mangler format. Men Saveus har i årevis skrevet musik, som nærmest kræver plads, højde og lys nok til at ramme loftet. Da Martin Hedegaard indtog arenaen, var det derfor ikke størrelsen, der blev aftenens spørgsmål. Det blev snarere, hvad han ville stille op med den.
Svaret var interessant, fordi koncerten ikke kun bekræftede Saveus som leverandør af de velkendte, storladne klimakser. Den pegede også på noget andet: at Hedegaard virker mere og mere klar til at lade “Martin fra Ørum” træde tydeligere frem i sit kunstneriske udtryk – og især på dansk.
De store sange kunne bære rummet
Saveus har fra begyndelsen arbejdet i et format, hvor næsten alt søger opad. Mere vokal. Mere drama. Mere kor. Mere forløsning. Den slags kan hurtigt blive for meget i mindre sale, men i Royal Arena gav det mening. Sangene havde ganske enkelt den nødvendige tyngde til ikke at forsvinde i hallens enorme rum.
Koncerten åbnede med den mere afdæmpede “We Let You In”, før showet for alvor fandt sin puls. Da “Everchanging” satte gang i den første store fællesbevægelse i salen, stod det klart, at Hedegaard stadig har den særlige kombination af kontrol og glimt i øjet, som mange har kunnet genkende siden hans gennembrud i den første sæson af X Factor.
Det er samtidig en balancegang med Saveus. Når sangene konsekvent søger det himmelstræbende, kan klimakserne begynde at udligne hinanden. Netop derfor var det klogt, at koncerten blev bygget op med gæster og sproglige forskydninger, som gav aftenen flere temperaturer.
Gæsterne gav koncerten luft og kontrast
Soleima, der også stod for opvarmningen, dukkede op som gæst på “Verden vågner”. Hun trådte ind i stedet for Gilli på den latin-poppede sang, og selv om hendes lyse, let nasale vokal ligger et andet sted end originalens, opstod der en brugbar kontrast til Hedegaards mere kraftfulde udtryk.
Senere kom Simon Kvamm på scenen, og det var et af de øjeblikke, der gav koncerten karakter. På “Levitate Me” trak han nummeret i en retning, hvor man næsten kunne høre en Nephew-agtig kant i sangen. Sammen med Soleima og Hedegaard blev det et møde, der ikke bare lignede et gæsteindslag for gæsteindslagets skyld, men et faktisk greb i koncertens dramaturgi.
Det samme gjaldt Marq og Jada, som begge var med til at understrege, at Saveus lige nu står et sted, hvor samarbejderne ikke bare pynter, men hjælper med at definere næste fase. Marqs energi gav “Alle er lost før de finder hjem” ekstra fremdrift, mens Jada på “Tusinder af farver” var med til at få det dansksprogede udtryk til at føles overraskende naturligt.
Det mest spændende skete, når Saveus sang på dansk
Koncertens egentlige nyhed lå i de dansksprogede indslag. Hedegaard sang en dansk version af “Lines (There’s a Tree Where I’m From)” fra Loveflow, og selv om teksten ikke sad helt lige skarpt i rytme og rim hele vejen, var forsøget mere interessant end fejlfrit. Man kunne høre en kunstner, der ikke bare oversætter ord, men prøver at finde en anden måde at være til stede i sine egne sange på.
Det samme gjaldt den nye single “Alle er lost før de finder hjem”. Her var der en anden umiddelbarhed end i meget af det engelsksprogede bagkatalog. Ikke mindre ambitiøs, men mindre besat af det monumentale for det monumentales skyld.
På dansk fik Saveus et nærvær, som hans musik ikke altid har haft i samme grad. Hvor de engelske sange ofte imponerer med deres arkitektur, ramte de danske sange mere direkte. Det var ikke nødvendigvis mere raffineret, men det føltes tættere på mennesket bag projektet.
Et hit, der allerede lever sit eget liv
Da publikum endelig fik “Hvad hvis” – sangen, der med Guldimund har sat sig markant i den danske offentlighed – var reaktionen præcis så stærk, som man kunne forvente af et nummer, der allerede har løsrevet sig fra sin egen udgivelsessituation og er blevet fælleseje. Selv uden gæstevokalen fra originalen stod det klart, at sangen nu lever sit eget liv ude blandt folk.
Det er i sig selv værd at hæfte sig ved. For Saveus har længe været en artist, man kunne beundre for format, vokal og ambition, uden at han nødvendigvis havde den samme folkelige forankring som nogle af sine danske samtidige. Med de nye dansksprogede sange virker den afstand mindre.
Royal Arena-koncerten pegede fremad
Det mest interessante ved aftenen var derfor ikke bare, at Saveus kunne fylde Royal Arena med sine maksimalistiske sange. Det var, at koncerten pegede frem mod en version af Martin Hedegaard, hvor det store udtryk ikke længere står i modsætning til noget mere jordnært og hjemligt.
Der ligger stadig masser af pomp og patos i Saveus, og det skal der også. Det er en del af hans musikalske DNA. Men når han synger på dansk, opstår der en troværdighed, som gør de store armbevægelser lettere at tro på. Hvis Royal Arena-koncerten viste noget, så var det netop det: at næste spændende skridt for Saveus måske ikke handler om at blive større, men om at komme tættere på.
