Grimes er blevet en kunstner, mange lyttere har opgivet. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Hendes offentlige persona har i flere år været præget af kaotiske udmeldinger, kontroversielle forbindelser og et efterhånden tungt bagkatalog af sager, der har gjort det svært at møde ny musik uden modvilje på forhånd.
Netop derfor er det også bemærkelsesværdigt, at hendes nye materiale faktisk rammer en nerve, som store dele af populærmusikken ellers har været overraskende tilbageholdende med at udforske. På sangene ‘Artificial Angels’ og ‘Accelerando’ forsøger Grimes at omsætte AI-angst, teknologisk fremmedgørelse og følelsen af menneskelig afmagt til popmusik. Og når hun holder sig til musikken frem for sine opslag, er hun stadig i stand til at formulere noget præcist.
En kunstner mange har mistet tålmodigheden med
Grimes’ omdømme er ikke faldet fra hinanden på grund af én enkelt episode. Det handler om summen af hendes offentlige liv: forholdet til Elon Musk, hendes uklare afstandtagen til stærkt kontroversielle personer i tech-miljøet, NFT-projekter og en strøm af udtalelser på sociale medier, som ofte har virket mere forvirrede end oplysende.
Det har haft konkrete konsekvenser for, hvordan hun bliver modtaget. Når en kunstners offentlige profil fylder så meget, bliver det sværere for publikum at skille værk og person ad. I Grimes’ tilfælde er det efterhånden blevet standardreaktionen, at ny musik mødes med skepsis eller direkte ligegyldighed, længe før nogen har forholdt sig til selve sangene.
Det er i sig selv en interessant udvikling, fordi Grimes tidligere netop blev opfattet som en af de mere idérige popoutsidere i krydsfeltet mellem elektronisk musik, artpop og futuristisk æstetik. Hun har aldrig været en traditionel hitmager, men hun har haft en særlig evne til at få det skæve, søde og foruroligende til at eksistere i samme rum.
AI som popmusikkens nye rædselsscenarie
Det stærkeste ved ‘Artificial Angels’ og ‘Accelerando’ er, at de ikke bare bruger kunstig intelligens som pynt eller sci-fi-kulisse. Sangene forsøger faktisk at indfange den særlige blanding af fascination, underkastelse og frygt, som præger samtiden.
Det er ellers et emne, man kunne forvente langt flere toneangivende popkunstnere ville kaste sig over. Popmusikken har historisk været hurtig til at reagere på teknologiske skift – fra Kraftwerks maskinæstetik til Radioheads digitale paranoia på ‘OK Computer’. Men i en tid, hvor AI fylder stadig mere i arbejdsliv, kultur og offentlig debat, har de virkelig skarpe musikalske bearbejdelser været få.
Her rammer Grimes noget reelt. ‘Artificial Angels’ arbejder med en kølig, ildevarslende stemning, hvor det menneskelige og det syntetiske hele tiden støder sammen. Den type spænding har altid været central i hendes bedste musik, men her føles den mindre som stil og mere som tema. Når hun synger om at blive jagtet af noget, der er klogere end én selv, er det ikke bare dystopisk staffage. Det er en præcis formulering af en voksende kulturel følelse.
‘Accelerando’ gør algoritmen til gud
Hvis ‘Artificial Angels’ er den mørke varsling, er ‘Accelerando’ den mere hektiske og satiriske udgave af samme idé. Sangen lyder som overstimulering sat i system: stive rytmer, elektronisk forvrængning og en fremdrift, der føles som at blive trukket gennem et feed, man ikke længere styrer selv.
Det mest interessante er, at Grimes ikke kun beskriver AI som en trussel udefra. Hun beskriver også menneskets egen villighed til at overgive sig. I forbindelse med udgivelsen sagde hun i en pressemeddelelse: “Hvorfor antager I automatisk, at I selv er så meget mindre værd end en AI? Det er jo bogstaveligt talt jer, der skaber AI.” Det er en mere skarp tanke, end meget af det, der ellers kommer fra hende offentligt.
På ‘Accelerando’ bliver algoritmen næsten en religiøs figur – noget usynligt, allestedsnærværende og styrende, som mennesker både frygter og tilbeder. Det er et gammelt popkulturelt motiv, men Grimes giver det en nutidig form, hvor gudsbilledet er erstattet af maskinen, feedet og den automatiserede autoritet.
At hun samtidig kan snige en linje som “Oppenheimer Barbie” ind i det hele, siger også noget om hendes styrke som sangskriver. Hun kan stadig være grotesk, morsom og foruroligende på én gang, og netop den kombination gør sangene mere levende end meget anden konceptuel pop om teknologi.
Musikken lykkes bedre end personen
Det er ikke en frifindelse af Grimes som offentlig figur. Hendes problemer forsvinder ikke, fordi hun laver et par stærke sange. Og det er heller ikke sikkert, at mange lyttere overhovedet har lyst til at give hende den chance længere.
Men hvis man forsøger at lytte til musikken på dens egne præmisser, er der stadig noget at hente. De nye sange peger på, at Grimes fortsat kan lave popmusik, der både er iørefaldende, konceptuelt ambitiøs og tematisk forbundet med den tid, den er skabt i.
Det er måske den bedste grund til ikke helt at give op på hende endnu. Ikke fordi hendes modsætninger er blevet mindre. Tværtimod. Men fordi de i de bedste øjeblikke stadig bliver omsat til musik, der føles mere tænkt, mere mærkelig og mere nødvendig end det meste andet, der forsøger at sige noget om vores teknologiske samtid.
