DMA’s er ude med deres selvbetitlede femte album, og i et interview med NME sætter guitarist Matt Mason ord på en af de mere overraskende forklaringer på bandets lyd: forbindelsen mellem country og britpop.
Det er en interessant pointe fra et band, der i årevis er blevet læst ind i en britisk guitartradition med klare referencer til især Oasis, The Verve og den melodiske del af 90’ernes britpop. Men ifølge Mason kom noget af fundamentet et andet sted fra.
“I grew up listening to a lot of country music and I think that there are a lot of similarities between country and Britpop – chords and tempos and melodies and some of the guitar tones,” siger han til NME.
Han forklarer samtidig, at sangene i den tidlige fase ofte blev skrevet med den bagage, mens forsanger Tommy O’Dell gav dem en anden vokal identitet. Kombinationen var med til at skabe det udtryk, DMA’s slog igennem med på debutalbummet Hill’s End i 2016.
Tilbage til rødderne på nyt album
Det nye album DMA’s, som udkom 21. august, er ifølge Mason bevidst tænkt som en tilbagevenden til bandets første instinkter. Efter flere plader, hvor trioen har arbejdet mere bevidst med lyd og produktion, ville de denne gang tættere på det mere umiddelbare og mindre polerede udtryk fra debuten.
Det hænger også sammen med, at bandet tidligere i år markerede 10-års-jubilæet for Hill’s End med en turné i Storbritannien. Den proces sendte dem tilbage til sangene og den kreative tankegang fra begyndelsen. Resultatet blev et album, som også er selvproduceret – første gang DMA’s selv har haft det fulde produktionsansvar på et studiealbum.
Mason fortæller til NME, at bandet bevidst forsøgte ikke at overanalysere materialet. Flere vokaltakes på albummet stammer ifølge ham direkte fra demoerne, fordi nye indspilninger fjernede noget af følelsen i sangene.
Et britisk band uden at være britisk
DMA’s har længe haft et særligt forhold til Storbritannien, hvor bandet igen og igen har fundet et stort publikum. Det nye album blev deres tredje britiske top 10-album i træk, og Mason beskriver ligefrem Storbritannien som en slags “spirituelt hjem” for gruppen i interviewet.
Netop derfor er det også værd at hæfte sig ved, at Mason tidligere har været frustreret over at blive sammenlignet med britiske navne, han ikke selv kendte særligt godt. Han siger, at han ikke voksede op med den type musik, og at hans egne lyttevaner i dag snarere bevæger sig mod filmkompositioner, black metal og hardcore end klassisk indie-rock.
Det gør hans country-britpop-observation mere end bare en sjov sidebemærkning. Den siger noget om, hvorfor DMA’s aldrig helt har lydt som et rent nostalgiprojekt, selv når bandet har trukket tydeligt på britiske forbilleder. Sangene har ofte haft den store, åbne melodik og de enkle akkordforløb, som både kan pege mod Manchester og mod mere amerikanske traditioner.
Fra Stuart Price til gør-det-selv
På de to foregående album arbejdede DMA’s med Stuart Price, kendt for sit arbejde med blandt andre Madonna. Den erfaring tog bandet med sig ind i arbejdet med den nye plade, men denne gang uden ekstern producer. Ifølge Mason har gruppen efter 10 år lært nok undervejs til selv at kunne tage styringen – og måske også fået den stædighed, der følger med at kende sit eget udtryk bedre.
Interviewet med NME rummer også den slags detaljer, der minder om, hvorfor DMA’s stadig er et band, der er let at holde øje med: sangtitlen “Heatin Park” begyndte som en intern joke mellem Heaton Park og Linkin Park, og Mason bruger desuden tid på fuglekiggeri, når bandet er på turné i Storbritannien.
Men den mest spændende pointe er stadig den musikalske. Når Mason hævder, at man i princippet kan tage en countrysang og synge den med britisk accent – eller omvendt – lyder det først som en provokation. Når man tænker over DMA’s’ melodier, tempos og guitarfigurer, er det faktisk ikke helt skørt.
Hør DMA’s på Spotify
