Bill Evans er en af de musikere, der næsten altid omtales med en særlig form for andagt. Ikke uden grund. Hans klaverspil ændrede jazzens harmoniske sprog, hans anslag kunne være både krystalklart og tåget sørgmodigt, og hans indflydelse rækker langt ud over den klassiske jazzkanon. Derfor er det også en vanskelig disciplin at lave film om ham uden at ende i enten helgendyrkelse eller den sædvanlige fortælling om det selvdestruktive geni.
Det er netop her, Grant Gees film om Bill Evans ser ud til at finde sin styrke. Udgangspunktet er velkendt nok: verdensklassepianisten med det strålende talent og den destruktive bagside, som førte til heroinmisbrug. Ved første blik kan filmen ligne en klassisk jazzbiografi med alle de ingredienser, genren plejer at stille op med – røgfyldte rum, kunstnerisk besættelse, skrøbelig maskulinitet og musik som både frelse og forbandelse.
Men pointen er ifølge kildematerialet, at filmen rækker længere end det. Den beskrives som langt mere end en æstetisk nydelsesrejse for jazzfans, og det er i sig selv en interessant påstand. For de bedste musikfilm er netop dem, der forstår, at musikken ikke alene kan bære fortællingen. Den skal åbne et menneske, en tid og en konflikt. Ellers bliver selv den smukkeste lydkulisse bare dekoration.
Bill Evans var mere end sit mørke
Evans’ historie er næsten for oplagt til mytedannelse. Han var den introverte pianist med den dybt personlige tone, en musiker hvis spil kunne lyde som en indre monolog sat i bevægelse. Samtidig kæmpede han med et alvorligt stofmisbrug, som i årtier blev en del af fortællingen om ham. Den slags historier har populærkulturen det med at forenkle: geniet lider, kunsten blomstrer, kroppen betaler prisen.
Det interessante ved en film om Bill Evans er derfor ikke bare, at den viser misbruget, men hvordan den placerer det i forhold til musikken. Hvis filmen lykkes, bliver misbruget ikke et dramatisk pyntelag, men en del af et mere komplekst portræt af et menneske, der skabte noget usædvanligt smukt uden at kunne holde sit eget liv samlet.
Det er også derfor, Evans stadig føles aktuel. Ikke kun som jazzhistorisk monument, men som kunstnerisk figur: en musiker, hvis følsomhed og disciplin stod i skærende kontrast til den selvdestruktion, der fulgte ham. Den spænding er dramatisk stærk, men den kræver præcision. Ellers ender filmen med at romantisere det, der i virkeligheden var ødelæggende.
En jazzfilm skal kunne tale til flere end jazzfans
Kildens mest interessante vurdering er, at filmen fortjener et stort publikum, fordi den er mere end en film for indviede. Det er et vigtigt kvalitetsstempel. Alt for mange film om musikere bliver lavet, som om publikum allerede har besluttet sig for at være taknemmelige. Man får arkivstemning, velkendte anekdoter og en pæn portion respekt – men ikke nødvendigvis en stærk film.
En virkelig god musikfilm skal kunne noget andet. Den skal fungere, selv hvis man ikke på forhånd kan redegøre for Evans’ betydning for moderne klaverspil eller hans plads i jazzhistorien. Den skal kunne mærkes som drama, som karakterstudie og som sanselig oplevelse. Når det lykkes, bliver musikken ikke en adgangsbillet for de få, men en følelsesmæssig motor for alle andre.
Bill Evans er i den sammenhæng et oplagt emne. Hans musik har en umiddelbar melankoli og en næsten fysisk skrøbelighed, som også lyttere uden stort jazzkendskab kan reagere på. Den bedste filmiske tilgang vil derfor være at lade musikken arbejde sammen med fortællingen i stedet for blot at illustrere den.
Hvorfor historien stadig bider
Der er noget ved Bill Evans’ kunst, som stadig føles moderne. Ikke moderne i smart forstand, men i den måde hans musik tør være tvetydig, stille og følelsesmæssigt åben på. Mange pianister kan spille komplekst. Færre kan få kompleksiteten til at lyde som sårbarhed. Det kunne Evans.
Derfor giver det mening, at en ny film om ham kan ramme bredere end den traditionelle jazzmenighed. Historien om talent og misbrug er desværre ikke ny, men i Evans’ tilfælde bliver den ved med at gøre indtryk, fordi musikken er så gennemlyst af menneskelig skrøbelighed. Når man hører ham, hører man ikke bare virtuositet. Man hører tvivl, længsel og en næsten ubærlig form for skønhed.
Hvis Grant Gee formår at fastholde netop det spændingsfelt, kan filmen blive noget sjældnere end endnu en respektfuld musikbiografi: et værk, der både tager kunstneren alvorligt og tør se mennesket uden filter. Den slags film behøver man ikke være jazznørd for at blive ramt af.
Og måske er det i virkeligheden den bedste grund til at se en film om Bill Evans nu. Ikke for at få bekræftet endnu en legende, men for at blive mindet om, hvor tæt stor kunst nogle gange ligger på stor smerte – og hvor svært det er at skille de to ting ad, når man først lytter efter.
Hør Bill Evans på Spotify: https://open.spotify.com/search/Bill%20Evans