Poul Krebs er fyldt 70 år. Det var omtrent den mindst relevante oplysning, da han stod på scenen og åbnede Tønder Festival.

For fra første nummer var der meget lidt ved koncerten, der pegede i retning af afsked, nostalgi eller en musiker, der var begyndt at spare på kræfterne. Tværtimod.

Eilish.dk var selv til stede, og Poul Krebs fremstod i bemærkelsesværdig form. Stemmen var sikker, musikken sad, og den særlige blanding af varme, underspillet humor og dansk sangskrivertradition var intakt.

Han bemærkede ganske vist et par gange, at han var blevet forpustet. Det blev sagt med et smil, og i praksis var det også omtrent det eneste sted, hvor de 70 år meldte sig.

Når musikken spillede, var der ikke meget at høre.

Sangene står stadig stærkt

Det er selvfølgelig én ting at have skrevet sange, som mange danskere kender. Noget andet er at kunne synge dem årtier senere uden at få dem til at lyde som rutine.

Her lykkedes Poul Krebs.

Numre som “For enden af regnbuen”, “Bjergene på Mols”, “Betty Blue”, “Fri som et forår” og “Johnny han var lige ved at blive sindssyg” blev ikke behandlet som museumsgenstande fra en lang karriere. De blev spillet med den nødvendige lethed og respekt for melodierne.

Netop Krebs’ melodiske sans er let at overse, fordi teksterne ofte løber med opmærksomheden. Men koncerten i Tønder understregede, hvor mange af hans sange der ganske enkelt er usædvanligt godt konstruerede.

Der var enkelte udfordringer med lyden undervejs. Heldigvis var det primært Jacob Dinesens lyd, der drillede i starten af hans gæsteoptræden, og det kom derfor ikke til at påvirke koncertens samlede indtryk nævneværdigt – så det kan man jo egentlig ikke klage over.

Annika Aakjær og Jacob Dinesen blev en del af historien

Tønder Festival er samtidig et sted, hvor gæster og musikalske møder giver særlig mening, og Poul Krebs benyttede lejligheden.

Annika Aakjær kom på scenen til “Mon de danser på andre planeter”, mens Jacob Dinesen senere sluttede sig til Krebs.

Dinesens mørke og rustikke vokal gav en stærk kontrast til Krebs’ lysere og mere fortællende levering. Det føltes ikke som et gæsteindslag presset ind for at skabe et øjeblik, men som et naturligt møde mellem to forskellige generationer af danske sangskrivere.

Og den slags passer næsten mistænkeligt godt til Tønder.

“Sådan nogen som os” behøver ingen introduktion

Når man har en sang som “Sådan nogen som os” i bagkataloget, er der naturligvis et tidspunkt i koncerten, hvor publikum ved præcis, hvad der skal ske.

Det samme gælder “Morrison, Dylan og Elvis”, der fortsat står som en af Krebs’ stærke sange om drømmen, landevejen og livet omkring musikken.

Her blev det tydeligt, hvorfor Poul Krebs stadig kan stå på en stor festivalscene og føles relevant uden at skulle genopfinde sig selv.

Han behøver ikke konkurrere med yngre kunstnere på energi eller tempo. Han skal bare være Poul Krebs.

Og det viste sig at være mere end rigeligt.

Afslutningen med “Morgendagens tåber” og “Lad mig følge med” satte et passende punktum for en koncert, der først og fremmest demonstrerede holdbarheden i hans katalog.

70 år er et flot tal.

På Tønder Festival lød det bare ikke sådan.