Tue Track er tilbage i soloformat. På Humanoid, udgivet under aliaset Track72, leverer Malk De Koijn-produceren sit første soloalbum i mere end 20 år – og han gør det med en genre, som sjældent får meget plads i nutidens musikoffentlighed: electro.
Det er i sig selv en interessant bevægelse. Hvor hiphop siden 80’erne er vokset fra subkultur til global hovedstrøm, er electro i høj grad blevet stående som en randgenre og et nostalgisk referencepunkt. Humanoid forsøger ikke at modernisere den væk fra sit ophav. Tværtimod ligger albummets styrke i, at Tue Track tydeligvis omfavner genrens maskinelle, kitschede og retrofuturistiske særpræg.
Et bevidst dyk ned i electroens maskinrum
Allerede tidligt på albummet står det klart, at Track72 ikke bruger electro som løs inspiration, men som egentlig formsprog. Nummeret Electro peger direkte tilbage mod den klassiske 808-drevne lyd, som var med til at definere genren i dens tidlige år, og albummet arbejder generelt med robotstemmer, syntetiske grooves og en bevidst dyrkelse af det mekaniske udtryk.
Det er ikke svært at høre, at Tue Track har stor kærlighed til materialet. Men det afgørende er, at Humanoid ikke nøjes med at være stiløvelse. Albummet bruger også electroens stemningspotentiale aktivt. Cardboard Strut beskrives bedst som et retrofuturistisk rumopgør i lydform, mens Blod II trækker genren i en mere beskidt og mørk retning.
Erfaringen gør forskellen
Tue Track har i mellemtiden været alt andet end inaktiv. Siden sidste soloalbum Rockin’ fra 2005 har han både været med til Malk De Koijns comeback og sat tydelige aftryk som producer for blandt andre Sulka og Marvelous Mosell. Især samarbejdet med Mosell er relevant her, fordi det viste, hvor effektivt Tue Track kan genaktivere en stilart, som mange ellers havde afskrevet som fortidslevn.
Den erfaring kan høres på Humanoid. Hvor meget tidlig electro havde karakter af pionerarbejde med alle de skævheder, det førte med sig, lyder Track72 som en kunstner, der kender værktøjerne helt ned i fingerspidserne. Det giver albummet mere tyngde end ren retroleg.
Nostalgi med liv i kroppen
Humanoid virker stærkest, når det ikke forsøger at gøre electro nutidig på samtidens præmisser, men i stedet insisterer på genrens egen logik. Talkbox, robotvokaler, funkede synthfigurer og skæve grooves bliver ikke brugt ironisk, men med et glimt i øjet og en reel forståelse for, hvorfor de stadig fungerer.
Det gør ikke albummet til et bredt popudspil, og det er heller ikke pointen. Til gengæld får Tue Track vist, at electro stadig kan føles levende, fysisk og fuld af karakter, når den bliver håndteret af en producer, der både forstår historien og tør dyrke dens særheder helt ud.
