The Avalanches har aldrig været et band, der tænker i mådehold, men på No Bad Memories presser den australske sample-popduo deres egen collageæstetik helt ud til kanten. 31 numre på 52 minutter, mere end 20 gæster og et koncept, der kredser om reklamer, branding og digital nostalgi, gør albummet til en bevidst overstimulerende oplevelse.
Det er deres fjerde album og udkommer 16. oktober 2026 via Polydor. Hvor We Will Always Love You var båret af en mere sammenhængende melankoli, går No Bad Memories i en langt mere fragmenteret retning. Her bliver lytteren konstant afbrudt af reklamebidder, digitale lyde og små soniske artefakter fra den tidlige computer- og mobilæra.
Et album bygget som et reklameflow
Det mest interessante ved No Bad Memories er ikke bare mængden af idéer, men hvordan The Avalanches bruger reklamesproget som musikalsk struktur. Albummet afbrydes igen og igen af jingler, voiceovers og lyde, der vækker minder om harddiske, museklik og gamle mobiltelefoner. På Together bliver den klassiske Nokia-ringetone eksempelvis vendt til et hektisk nummer, der trækker på både garage og hyperpop.
Det greb er på papiret oplagt for et band, der altid har arbejdet med popkulturens affaldsprodukter som råmateriale. The Avalanches har i årevis været mestre i at få fundne lyde, samples og skæve referencer til at føles både nostalgiske og nye. Derfor giver det mening, at de denne gang går direkte ind i reklameæstetikken – et felt, hvor kreativitet og kynisk kapitalisme altid har levet side om side.
Gæstelisten er næsten absurd bred
Albummet er også et studie i kuratering. Gæstelisten spænder fra Suzanne Ciani til Karen O, Panda Bear, Jamie xx, Barry Can’t Swim, Mike Patton og Carly Simon. Det er den slags line-up, der på forhånd lyder som en umulig blanding, men som også siger noget præcist om The Avalanches’ styrke: De tænker ikke i genregrænser, men i teksturer, stemninger og overraskende sammenstød.
Det betyder dog ikke, at alt lander lige godt. Når så mange stemmer og idéer presses ind på så kort tid, bliver albummet også ujævnt. Nogle passager føles som skitser eller overgangsrum snarere end egentlige sange, og flere af de mere opløftende numre virker mindre som skarpe kommentarer til reklamekulturen og mere som blankpoleret pop uden nok modstand i overfladen.
Når sangene får luft, rammer de hårdt
Albummets bedste øjeblikke opstår, når The Avalanches giver materialet lidt mere plads. Karen O-frontede Blue Shadows fremstår som et af de stærkeste spor med sin skinnende melankoli, mens Can’t Get Over Losing You løfter sig som en følelsesladet sad-pop-sang. John Glacier bidrager desuden med skarphed og retning på Far Away, hvor flow og beat endelig får lov at arbejde sammen uden at blive kvalt af endnu et konceptuelt indfald.
Det er netop her, albummet viser både sin styrke og sin svaghed. The Avalanches er stadig fremragende til at bygge små verdener, hvor mærkelige detaljer pludselig klikker sammen. Men de er denne gang så forelskede i afbrydelsen, i zappet, i den konstante bevægelse videre, at de flere steder saboterer deres egne bedste idéer. Når et nummer som Total Recall begynder at bygge noget virkelig dragende op, bliver det revet væk igen. Første gang er det et effektivt greb. Senere bliver det en vane, der slider på tålmodigheden.
Overload som æstetik – og problem
No Bad Memories er derfor et album, man både kan beundre og blive træt af. Det er overfyldt, rastløst og til tider decideret anstrengende, men det virker også som en helt bevidst del af værket. Hvis reklamer, branding og digital nostalgi er temaet, giver det mening, at albummet føles som et bombardement af signaler, hooks og afbrydelser.
Spørgsmålet er bare, hvor meget den idé bærer som lytteoplevelse. The Avalanches har tidligere kunnet få kaos til at føles euforisk og organisk. Her bliver kaosset oftere selve pointen, og det gør pladen mindre helstøbt. Til gengæld er de bedste sange så stærke, at de stikker klart igennem støjen. Når duoen rammer rigtigt, lyder de stadig som nogen, der kan finde popmagi i de mest usandsynlige kilder.
No Bad Memories er ikke et elegant album, og det prøver heller ikke at være det. Det er et rodet, manisk og ofte fascinerende værk, hvor The Avalanches igen viser, hvor langt deres idéverden rækker – også når den spænder ben for dem selv. Ikke alt hænger ved, men det, der gør, er stærkt nok til at minde om, hvorfor bandet stadig er så interessante.
Udgivelse: 16. oktober 2026
Selskab: Polydor
