Smøgmænd har efterhånden bygget et så lukket og særegent lydunivers, at det næsten fungerer som sin egen lille mytologi i dansk musik. Derfor er det heller ikke det bizarre i sig selv, der gør duoens nye album ‘Sputnik’ interessant. Det afgørende er, at de flere steder begynder at teste, hvor meget deres udtryk faktisk kan udvides, uden at det mister sin identitet.
Det høres allerede fra åbningen. Først en dyster stemning, som om nummeret kommer kravlende op fra et fugtigt kælderrum, så svævende synthflader, en truende subbas og til sidst trommer, der giver sangen et langt mere fysisk tryk. Smøgmænd har stadig den monotone, halvt messende levering, men på ‘Sputnik’ får den oftere selskab af omkvæd, der er større, mere kontante og tættere på noget, man faktisk kan råbe med på.
Produktionen flytter mest
Det er især i produktionen, at albummet finder sin stærkeste udvikling. Tunge 808’s, hypnotiske pads og synthlinjer giver flere af sangene en mere dramatisk form end tidligere, og når duoen tør lade arrangementerne åbne sig, opstår der en ny spænding i musikken. ‘Kánt’ er et godt eksempel. Nummeret starter næsten uden bund, uden trommer og uden den forventede tyngde, som om Smøgmænd bevidst holder lytteren svævende et øjeblik længere end normalt. Da bassen og trommerne så endelig rammer, føles det som et reelt payoff og ikke bare endnu en gentagelse af et kendt greb.
Det er netop dér, ‘Sputnik’ er bedst: når Smøgmænd ikke bare reproducerer deres egen kultstatus, men bruger den som afsæt for at tage chancer.
Når særpræget bliver til vane
Albummet er dog ikke konsekvent lige stærkt. På numre som ‘Unison’ og ‘Gemen’ begynder duoens særkende at arbejde lidt imod dem. Den flade levering, de kryptiske linjer og den paranoide stemning er stadig intakt, men uden en produktion eller en sangstruktur, der skubber materialet videre, kan det hurtigt føles som variationer over noget, man allerede har hørt fra Smøgmænd før.
Det gælder også teksterne. Absurd billedsprog og skæve one-liners har længe været en del af duoens appel, men på ‘Sputnik’ er der øjeblikke, hvor det mere lyder som chokværdi end som egentlig forvrænget poesi. Smøgmænd er blevet meget dygtige til at få nonsens til at lyde betydningsfuldt. Spørgsmålet er bare, om der altid er nok under overfladen, når først den første mærkværdighed har sat sig.
Et album, der peger fremad
Derfor er afslutningen også vigtig. ‘Salpeter’ viser, hvorfor Smøgmænd stadig er værd at følge tæt. Nummeret starter i et velkendt spor, men åbner sig senere med højt pitchede, glitchende vokaler, som bryder den vante formel på en måde, der faktisk ændrer sangens karakter. Det er ikke et voldsomt stilskifte, men det er præcis den slags små forskydninger, der kan blive afgørende for duoens næste skridt.
‘Sputnik’ er ikke Smøgmænds definitive hovedværk. Flere sange ligger for tæt på det udtryk, de allerede har gjort til deres eget. Men albummet rummer også klare tegn på en duo, der er begyndt at forstå, at deres univers ikke behøver være en lukket kreds. Det kan udvides. Og når de gør det, bliver Smøgmænd markant mere spændende end som ren kultgentagelse.
Hør Smøgmænd på Spotify
