Østen har på bemærkelsesværdigt kort tid fået skabt et musikalsk rum, der føles helt hans eget. På debutalbummet Daylight fra 2024 stod kulden, tyngden og de eksistentielle sammenbrud helt fremme i lyset, og afslutningen med “Koldt vand” ramte som et regulært klimaks. På Når vi taler om solen er temperaturen en anden, men ikke nødvendigvis varmere i enkel forstand.
Det nye album er ikke et opgør med den Østen, man allerede kender. Snarere er det en udvidelse af hans følelsesregister. Hvor Daylight kredsede om rodløshed, familieforviklinger og en næsten fysisk oplevelse af indre kulde, undersøger Når vi taler om solen, hvad der sker, når et menneske faktisk prøver at vælge glæden – og opdager, at det heller ikke er nogen enkel øvelse.
Et album om at ville mere end bare at få det godt
Det mest interessante ved Når vi taler om solen er netop, at albummet ikke gør solen til et simpelt symbol på forløsning. Østen skriver ikke sange, hvor mørket er overvundet, og alt står klart. Han skriver sange om at stå tæt på noget godt og alligevel have svært ved at træde helt ind i det.
Den spænding høres tydeligt i førstesinglen “Jeg vil have det hele”, hvor begæret efter livet ikke bliver formuleret som taknemmelig balance, men som et næsten desperat krav. Østen vil ikke nøjes. Han vil mærke det hele, også hvis det betyder, at skæbnen slår igen. Det giver sangen en rastløs energi, som peger direkte ind i albummets kerne: følelsen af at være på vej mod noget lyst, men stadig være filtret ind i sin egen tvivl.
Det er også derfor, albummet føles mere ambivalent end titlen umiddelbart antyder. Solen er ikke bare varme. Den er også noget, man taler om, længes efter og måske kun glimtvis får fat i.
Storladne arrangementer med plads til sprækker
Østens styrke som sangskriver ligger stadig i mødet mellem det usødede tekstunivers og de store, følelsesbærende arrangementer. Han skriver ikke i gåder for gådernes skyld. Følelserne er tydelige, men de bliver løftet af produktioner, der giver dem vægt, retning og dramatik.
På “Sig jeg tager fejl” mødes tvivl og håb i en ballade, der har et let Sufjan Stevens-skær over sig. Den metallisk klingende guitar skaber et intimt rum, hvor Østens lyse vokal kan bære både skrøbelighed og insisteren. Det er en sang, der kredser om den mærkelige tilstand, hvor man måske har det nogenlunde godt, men stadig ikke kan finde helt ind til roen.
Den samme dobbelthed præger “Helt tæt”, som i sin relationspop peger mod noget mere umiddelbart varmt og åbent. Men også her ligger der en modstand i teksten. Nærheden er der, men hengivelsen kommer ikke uden kamp. Det er et greb, Østen slipper godt fra, fordi han ikke overspiller konflikten. Han lader den i stedet sive ud gennem arrangementet, der vokser fra mørkere guitarlinjer til et stort crescendo med vokal, saxofon, klaver og elektroniske detaljer.
Det er musik, der vil mærkes fysisk, og det klæder materialet. Sammen med Frederik Thaae får Østen bygget produktioner, som ikke bare ledsager teksterne, men fremkalder dem. Man hører, hvad der er på spil, også når ordene er enkle.
Når ligefremheden undgår det banale
En af pladens klare kvaliteter er, at Østen tør være direkte uden at blive flad. Det er sværere, end det lyder, især i dansksproget pop, hvor åbenhjertighed hurtigt kan tippe over i noget for velkendt. På Når vi taler om solen lykkes det ofte, fordi sangene hele tiden rummer en lille forskydning. En tvivl. En modhage. En erkendelse af, at selv glæden kan føles besværlig.
“Du gør mig glad” står som albummets mest umiddelbart lyse øjeblik og måske også som Østens mest ukomplicerede kærlighedssang til dato. Den fungerer netop, fordi den ikke behøver at bære hele albummets mørke på sine skuldre. Til gengæld bliver den stærkere af at ligge på en plade, hvor de øvrige sange igen og igen viser, hvor svært det kan være bare at være til stede i det gode.
Den ambivalens gør albummet vedkommende. Østen er ikke kun interessant, når han skriver om sammenbrud. Han er mindst lige så interessant, når han skriver om det mærkelige tomrum, der kan opstå, selv når livet faktisk giver én noget at holde fast i.
En stærk fortsættelse af et allerede tydeligt kunstnerskab
Albummet rundes af med “Minder om dig”, hvor rumklangstunge guitarer og hvirvlende saxofonlag igen viser Østens sans for iscenesættelse. Det tænksomme og det majestætiske står side om side, og afslutningen falder brat nok til at efterlade et ekko snarere end en forløsning.
Det passer godt til pladen som helhed. Når vi taler om solen er ikke et album, der lover heling i store, rene bevægelser. Det er et album om at stå midt i spændet mellem sorgmodighed, dopaminsus, kærlighed og vilkårlighed – og forsøge at leve i det uden at forsimple det.
Østen viser dermed, at han ikke bare kan skrive store følelser frem. Han kan også nuancere dem. Det gør Når vi taler om solen til en stærk fortsættelse af et allerede markant dansk sangskrivertalents udvikling.
