Miaw bevæger sig længere ind i sit eget tågede, elektroniske univers på EP’en Ciao. Den dansk-hollandske duo har tidligere markeret sig med en lyd, der trækker på både shoegaze, triphop og mere kluborienterede elektroniske greb, men her fremstår udtrykket mere samlet og mere bevidst end før.
Duoen beskriver selv musikken som dreamwave, og det er en præcis nøgle til at forstå Ciao. Det er musik, der ikke først og fremmest jagter de store omkvæd, men i stedet arbejder med teksturer, bevægelse og stemninger, der glider ind og ud af hinanden. På bare 16 minutter får Miaw bygget et lille, men tydeligt univers, som er let at forsvinde ind i.
Fra spændstig elektronik til mere flydende collage
Miaw har indtil nu udgivet en EP og en håndfuld singler, og på Ciao lyder projektet som et navn, der har fundet en klarere retning. Hvor forgængeren My Petswan i højere grad var båret af spændstige elektroniske produktioner, er den nye EP mere collage-agtig i sit udtryk.
Breakbeats arbejder nede i bunden, mens ambiente guitarer og synthflader lægger sig ovenpå. Midt i det hele ligger Liza Dries og Frederik Fogs luftige, næsten forsigtige vokaler, som ikke forsøger at dominere lydbilledet, men i stedet bliver en del af det. Det giver sangene en svævende karakter, hvor vokalen fungerer som endnu et instrument snarere end som et traditionelt centrum.
Referencerne peger flere steder i retning af den bølge, hvor indie, elektronisk musik og club-elementer smelter sammen. Miaw kan minde om 100%Wet, men med mindre distortion og et mere blødt anslag. Det gør ikke musikken mindre levende – bare mindre konfronterende og mere opslugende.
Stemningerne er stærkere end melodierne
Det mest overbevisende ved Ciao er måden, EP’en arbejder med fornemmelser frem for klare konturer. “Make a Waterfall” flyder frem med svævende vokaler og snurrende instrumentering, mens “Traffic Lights” lader spruttende beats og vibrerende synths skabe en fornemmelse af tid, der både bliver strakt og presset sammen.
Det er musik, der hele tiden forskyder sig en smule. Lydbillederne er fragmenterede, men ikke tilfældige. Tværtimod virker de nøje placeret, så EP’en hele tiden balancerer mellem noget reflekterende og noget mere energisk. Man mærker, at Miaw ikke bare vil skabe atmosfære for atmosfærens skyld, men forsøger at give de flygtige stemninger en form.
Til gengæld er det også tydeligt, at Ciao ikke er en udgivelse, der først og fremmest sætter sig gennem stærke melodiske markører. Flere af sangene glider forbi som glimt og efterlader mere en følelse end en konkret erindring. Det er både EP’ens styrke og dens begrænsning.
‘Sad Song’ står tilbage som højdepunktet
Afslutteren “Sad Song”, som tidligere er udkommet som single, står stadig som EP’ens stærkeste nummer. Her bliver Miaws ellers disede udtryk trukket ind i en mere markant form. Over et buldrende breakbeat, en snerrende bas og guitarer, der bevæger sig fra matte og dulmende til mere spidse og krystallinske, står vokalen skarpere frem.
Det giver nummeret en anden tyngde end resten af EP’en. Hvor flere af de øvrige sange lever af deres slørede kanter, har “Sad Song” en mere direkte følelsesmæssig gennemslagskraft. Det er her, Miaw for alvor viser, hvor stærkt spændingsfeltet mellem det drømmende og det mere fysiske kan være.
Netop derfor fungerer nummeret også som en effektiv afslutning. Det føles som det øjeblik, hvor drømmen kort bliver konkret, lige inden den forsvinder igen.
En EP, der lokker én tilbage
Ciao er ikke en EP, der nødvendigvis afslører sig fuldt ud ved første gennemlytning. Den arbejder mere med tilstande end med tydelige statements, og det gør den dragende. Man husker måske ikke hvert enkelt motiv bagefter, men man husker følelsen af at have været et bestemt sted.
Det er i sig selv en kvalitet, især i en tid hvor meget musik er bygget til at sætte sig øjeblikkeligt. Miaw tør i stedet lade sangene være lidt flygtige, lidt uklare og lidt svære at fastholde. Når det lykkes, føles det besnærende og malerisk.
Ciao efterlader derfor et indtryk, der minder om en drøm, man ikke helt kan genkalde sig i detaljer, men som man alligevel gerne vil tilbage til. Det er ikke alt, der bider sig fast, men universet gør.
