Cevil har ikke bare fulgt op på den lovende koncertsnak, der omgav hende tidligere på året. Med debutalbummet Favourite Girl leverer hun et værk, der lyder som gennembruddet for en artist, der allerede ved, hvor meget spænding der kan ligge i at nægte at vælge én følelse, ét udtryk eller én genre.
Albummet bevæger sig mellem rock, elektronisk pop og mere industrielle sammenstød, men det afgørende er ikke stilskiftene i sig selv. Det er, hvor sikkert Cevil bruger dem. Åbningen med ‘Cruel’ og ‘Breathing Like I’m Running’ sætter tonen med forvrængede synths, hårdtpumpede trommer og en energi, der hele tiden føles på nippet til at vælte ud over kanten.
Et debutalbum med tænder
Det mest slående ved Favourite Girl er, hvor fysisk musikken føles. Sangene bider fra sig. Selv i de mere afdæmpede passager ligger der små skævheder og forvrængninger og ulmer under overfladen. Det klæder et album, der kredser om de modsatrettede roller og behov, der kan ligge i at være ung kvinde: at ville begære, blive begæret, fylde for meget, kræve plads og samtidig tvivle på, hvad det koster.
Det høres tydeligt i spændet mellem numre som ‘Sucker’, det markante Vilma Crow-samarbejde ‘Oliver!’ og ‘Pretty’, hvor Cevil skifter perspektiv fra lyst til længsel efter selv at blive set. Hun skriver ikke de følelser pænt op ved siden af hinanden. Hun lader dem støde sammen.
Rastløsheden bliver en styrke
På ‘Enough for Two’ træder et mere eftertænksomt spor frem, mens ‘The Party’ giver albummet en arrig og legesyg puls. Her bliver festen ikke et frirum, men endnu et sted, hvor uønsket opmærksomhed forstyrrer noget så enkelt som ønsket om bare at være til stede.
Titelnummeret ‘Who’s Your Favourite Girl?’ står som et af albumets klare højdepunkter. Her presses den elektroniske produktion og trommerne frem med en insisterende kraft, der gør Cevils krav om mere til albumets mest kontante statement.
Det stærkeste ved Favourite Girl er dog, at de mange temperamenter ikke splitter pladen ad. Tværtimod hænger de 11 sange bemærkelsesværdigt godt sammen. Albummet føles ikke som en samling idéer, men som en debut med en tydelig vilje og en sjælden fornemmelse for dynamik.
Afslutningen med ‘Where Is My Fun?’ lukker albummet ned i et blødere rum, hvor klaveret får plads, men hvor forvrængningerne stadig spøger omkring vokalen. Det er en effektiv landing efter et album, der ellers bruger det meste af sin spilletid på at skubbe, flå og kræve.
Favourite Girl fremstår som en usædvanligt helstøbt debut – ikke fordi Cevil holder igen, men fordi hun tør lade sangene være både beskidte, sårbare, konfronterende og morsomme på samme tid.
